Månedens forfatter: Paul Auster
(Tekst af Morten Walther Rasmussen)
Lyt også til podcasten 'Månedens forfatter' om Paul Auster her.
Paul Auster er vel nok den største, nulevende amerikanske forfatter… som ikke ret mange amerikanere kender. Det gør man til gengæld i Europa, hvor han især er kendt for sine tre kryptiske newyorker-noir ikke-krimier samlet i New York Trilogien.
En opringning
Auster skrev i mange år udelukkende poesi, men efter en opringning en aften i 1979 stoppede dét, og tre uger senere begyndte han på den fortælling om sin far (og om sig selv som far), der blev hans prosa-debut, Opfindelsen af ensomhed. Senere kom den første bog i New York Trilogien, nemlig City of Glass, som blev afvist af 17 større forlag, men i midten af 1980’erne blev antaget på et lille forlag, Sun & Moon Press. Det blev Austers gennembrud og resten er, som man siger, historie.
Mere end New York Trilogien
Paul Auster er dog andet og mere end New York Trilogien, som, selv om den er fascinerende, kryptisk, sjov og mørk på samme tid, også er knap så tilgængelig som mange af de senere romaner. Den kræver mere af sin læser og kræver måske også et særligt publikum. Bøgerne er tætte og tunge af betydning og faktisk ret forskellige fra de senere bøger.
Auster er en stor fortæller hvis prosa har flow og rykker i sin læser, og hans sprogtone og universer skaber sammen en stemning, der kan være nærmest vanedannende. Man kan godt indvende at hans romaner minder om hinanden; at fortællerne i bøgerne ligner hinanden og taler og tænker ens om mange af de samme ting. De fleste er også mænd, selv om der er en enkelt kvindelig fortæller i forfatterskabet - og en enkelt hund. For det fantastiske ligger altid tæt op ad virkeligheden hos Auster.
Det indre liv
Men det betyder bare ikke så meget, at bøgerne har mange ligheder, dels fordi Auster er så god en fortæller og fordi historierne trods alt er forskellige, men også fordi han er så eminent til at tegne en persons psykologi og indre liv. Det uanset om vi er i hovedet på Walt, drengen der lærer at flyve, eller i hovedet på Zimmer, som i Illusionernes bog har mistet sin kone og sine børn og dermed sit greb i livet – ind til han ser en gammel stumfilm. Det fører ham ud på en rejse – også klassisk Auster – tilbage i filmhistorien og endelig tilbage til livet. Vejen går via filmen og via kvinden Alma. Og dét navn betyder sjæl. For alt betyder noget hos Auster.
Endelig har dette, altså at hans romaner har strukturelle ligheder og temaer (endda personer som (måske) går igen i flere romaner), også en helt anden effekt, som er ganske spændende…
Mere end bøger
Auster er mere end bare bøger. For ligesom Zimmer reddes af filmen i Illusionernes bog, er der overalt i romanerne landskaber og scener som virker filmiske. Det er ikke en tilfældighed, for filmen er en sideinteresse hos Auster, som både har skrevet og instrueret egne film, ligesom en af hans bøger er filmatiseret og en anden måske bliver det.
Formen på mennesker
Uanset om vi taler film eller bøger, så er temaerne flere og tilbagevendende. Typisk er der på den måde lag i Austers bøger, som man kan dykke ned i, hvis man vil. Men man kan også lade være og bare læse bøgerne for de gode historier og den indlevede persontegning. Det er karakteristisk at tilfældigheder spiller en afgørende rolle, men også – som nævnt – at stort set alting betyder noget. Det er romaner, der i store, farverige historier undersøger hvad der former mennesker og hvordan tilfældighederne spiller ind i den formgivning.
Blå bog Paul Auster:
Født: Newark, 1947
Uddannelse: Universitetsgrad i komparativ litteratur og engelsk
Debut: Opfindelsen af ensomhed, 1982
Litteraturpriser: Booker Prize Shortlist, 2017
Seneste udgivelse: Nationens Blod, 2023